Spisestel til bordet

Jeg har arvet et stel til bordet. Sådan et fint gammelt fajancestel, som jeg bare ikke ved, hvornår og hvordan jeg skal bruge. Det er vistnok mange penge værd. Det var min farfar, som i sit testamente skrev, at jeg skulle have det fineste af alle de stel, han nåede at samle i sit lange liv. Jeg har ikke nogen som helst anelse om, hvorfor han ville have, at jeg skulle have det. Jeg ville have troet, at han ville give det til min tante. Men hun sagde bare, at det er et godt valg, han har lavet. Hun har fået to sæt, og min far har fået ét.

Min tante

Jeg forstod ikke, hvorfor min tante sagde sådan, så jeg har talt lidt med min far om det. Han har i forvejen brug for at tale. Det er gået ham meget på, at hans far er væk. Han føler, at han er den næste i køen ind i himlen. Jeg har forsøgt at få ham i lidt bedre humør ved at tale om alle de gode middage, vi har haft sammen med min farfar og farmor, inden de gik væk. Det hjælper lidt på sorgen at tale om gode øjeblikke. Det hjælper at huske dejlige stemninger. Man kan ligesom lugte den lækre mad, der blev serveret i mine bedsteforældres hjem. Jeg kan huske pigen, som hjalp dem med indkøb, madlavning og rengøring. Og min far kan naturligvis supplere med historier om forskellige kokkepiger, der blev sat til at skrælle kartofler, koge pastinakker, flå fasaner og lave sauce.

Det fineste stel

Måske er det derfor, min farfar har valgt, at jeg skulle arve det fineste af hans stel? Han vidste jo, at jeg altid har været interesseret i at høre om min fars familie og dens meget lange historie. Vi kan jo spore den del af stamtræet helt tilbage til det 14. århundrede. Og ja, historie har altid været en interesse, jeg delte med min farfar. Han læste meget. Lærte mig mange ting om at sørge for at se på fortællinger fra flere forskellige vinkler. Han lærte mig, at man ikke bare skal tro på det, man får at vide af historiebøgerne. Man skal kigge på tingene. Man skal finde fortællingen om alle de mennesker, der har været i kontakt med objektet, man har i hånden. Om det så, bare er en beskeden gammel tindåse.

Elsker at kigge på det

Jeg kigger på stellet, som jeg har arvet. Jeg forestiller mig, hvor mange gange det er blevet vasket i forholdsvist koldt sæbevand. Hvor mange gange det er blevet taget frem og er blevet vasket og tørret, inden der er blevet dækket et flot middagsbord med det. Jeg ser kokkepiger med store næver. Jeg ser kvinder bære fade ind til bordet. Jeg hører dybe stemmer, der giver smukke og poetiske taler. Jeg ser levninger efter overdådige middage. Jeg forestiller mig en anden tid. Et andet liv. Et liv, hvor mange af de ting, som vi – i vores hektiske dagligdag – glemmer.

Og nu ved jeg, hvorfor min farfar ville have, at jeg skulle have stellet: Jeg vil huske ham, se, og skrive alt ned. Den slags er jo ikke blot til køkkenet – det er et ægte arveminde.