Ha, min datter er sur på mig. Igen. Hun er lige i den her svære alder, hvor hun svæver mellem at være barn og selvstændig ung kvinde. 15 år. Jeg blev sur på hende, fordi hun bare altid lader sit snavsede tøj ligge i en bunke på sit værelse. Så kan jeg bare selv finde det. Vi har ellers en stor snavsetøjskurv, som hun har fået besked på, at den må alle i familien meget gerne bruge. Da jeg bad hende om at rydde op på værelset, fik jeg besked på, at det skulle jeg ikke blande mig i.

Opslagstavler?

Når hun er sur, så er hun virkeligt sur. Hun har hængt en opslagstavle på sin dør, hvorpå hun har skrevet, at vi skal holdes os væk. Adgang forbudt står der. Det er en af de her gammeldags opslagstavler, hun har sat op. Sådan en sort én med træramme – gad vide, om hun har en griffel eller bruger kridt til den. Den er ikke køn og passer ikke ind i vores hjems stil. Og jeg er sur, fordi hun har banket et søm i døren, så den kan hænge der.

Min mand griner ad mig, fordi jeg brokker mig over det – han siger til mig, at hun i det mindste har håndskrevet sin meddelelse til os. Hun kunne jo ligeså godt have sendt os en mail!
Ja, det er rigtigt, men hør lige her kammerat: Det vil være rart, hvis du også lige tager et skænderi med hende. Det er jo også dit barn, og hun er ved at komme ud i problemer med mor her. Det er jo mig, der gør rent, så lidt hjælp og forståelse vil være velkommen.
Jeg har brugt mange uger på at få vores hjem til at ligne det, vi drømmer om. Så mon ikke du lige kunne kigge efter opslagstavler, der passer i stilen? Jeg blev gal på ham. Eller retter, jeg lod min frustration over tøsens dovenskab gå ud over ham. Han blev helt forskrækket. Satte sig hen til pc’en og ledte efter opslagstavler. Kom tilbage efter 10 minutter og fortalte, at han havde fundet nogle virkeligt flotte glastavler, som er magnetiske. De kan fås i forskellige farver. Men han ville ikke anbefale, at hun sætter sådan en op på sin dør. Hvis hun smækker den hårdt, så kan den gå i stykker, og så har vi ulykker.

Makulering af papir

Jeg kan ikke lade være med at grine højt ad ham. Klovn. Jeg mente jo ikke, hvad jeg sagde, og jeg stemmer ikke for, at vi kommunikerer via post-its og skrevne beskeder til hinanden. Vi kan da tale sammen. I øvrigt skal vi jo nogle gange benytte en makulator, sådan for en sikkerheds skyld. Så er det nemmere bare at viske ud!

Vi kommer begge to til at grine ad hele situationen. Absurd. Tænk, at vi bliver sure, fordi vores datter bliver voksen. Det er da latterligt. Men ikke desto mindre, så er det en del af vores hverdag.
Vores datter kommer ned og spørger, om vi snart skal spise. Jeg kigger på hende. ”Ja, når du har hængt tøjet til tørre, så kan vi lave mad sammen, hvis du vil.”