Spring til indhold

Indbrudssikring

Når du driver din egen virksomhed, så er det nødvendigt, at du sætter dig ind i, hvilket sikkerhedsniveau dit forsikringsselskab placerer den i. Det har nemlig afgørende betydning for sikkerhedsforanstaltningerne, du bør tage, så du er dækket ind af din forsikring, hvis uheldet er ude.

Det var jeg ikke klar over, da vi satte tyverialarm op her i min virksomhed. Eller mere korrekt sagt, jeg vidste det egentligt godt, men tænkte ikke på, at det har konsekvens for, hvem der kan installere en tyverialarm.

Nu er der mange forskellige tyverialarmer på markedet, og jeg købte et simpelt ét, som kunne sende mig en sms. Den lokale installatør kom og satte det op, og alt var godt. Lige indtil indbruddet skete. Vi havde lukket virksomheden i et par uger i juli, så alle kunne tage på sommerferie. Og det vidste tyvene altså. De kom, brød ind, stjal og kørte væk igen.

Den dag det skete, var jeg på stranden med min familie. Min telefon lå oppe i strandtasken, og den havde fået en sms. Jeg så den bare først sent om aftenen, da jeg ville ringe hjem for at fortælle min mor, at vi alle havde det rart dernede på Kos. På det tidspunkt var det bare for sent. Jeg ringede naturligvis til politiet, men fik ødelagt resten af ferien for hele familien. Måtte tage hjem inden planlagt afgang. Havde jeg dog bare taget mod de gode råd fra den låsesmed, jeg kender…

Forsikringsselskabet

Hjemme igen skulle jeg så i kontakt med forsikringsselskabet. Det var et kæmpe stykke papirarbejde, der skulle laves. Og da jeg måtte fortælle dem, at det bare var den lokale installatør, der havde sat tyverialarmen op, så kunne jeg se på selskabets repræsentant, at jeg ikke kunne få fuld erstatning for varerne, der var blevet stjålet. Jeg kunne godt få fuld erstatning for skaden, der var sket på døren til varelageret, men ikke for varerne. Begrundelsen var, at de har en betingelse om, at det skal være en certificeret AIA-installatør, som skal sætte tyverialarmen op. Det var det ikke i mit tilfælde. Dertil kom, at det system, jeg havde, ikke var blevet efterset, og slet ikke var svarende til de krav, som forsikringsselskabet anbefaler.

Det var en bitter pille at skulle sluge. Et lille plaster på såret var det dog, at jeg fik en del af det tabte dækket. Jeg tænker, det skyldes, at jeg er en god kunde hos dem, og har været det i mange år. Men jeg har bestemt tænkt mig at finde mig en ny tyverialarm. Denne gang skal det være med et abonnement til en vagtservice, så jeg kan tage på ferie med familien uden at skulle ødelægge den igen.

Naturligvis skal installatøren være certificeret, så jeg ikke får problemer med forsikringen, hvis et indbrud skulle ske igen. Det vil bare være for bittert at komme i den situation igen. Måske så skal jeg sørge for, at det bliver én af de her tyverialarmer, som også har videoovervågning? Så må jeg da være godt dækket ind. Er der en lovgivning angående videoovervågning i private virksomheder, jeg skal kende til?