Mine hænder er skruet godt på mine arme, og jeg kan godt lide at bruge dem. Jeg er god til at reparere ting og sager, der går i stykker her i huset. Og det sker ofte. Og det sparer os mange penge, at jeg kan lave tingene selv. Når alt her i huset er repareret, og jeg ikke har brug for at lave noget for min kone eller mine børn, kan jeg faktisk godt finde på at gå ud i værkstedet og finde på noget at lave. Det er sådan en form for mentalhygiejne. Det her med at få lov til at banke søm i træ, bore huller, skrue skruer og skabe noget, som er nyttigt. Det er også en hobby. Det er rart at kunne give et menneske en lille gave, som man selv har lavet. Nu her om et par uger har min niece fødselsdag. Hun ønsker sig et smykkeskrin. Så det er et projekt, jeg har kastet mig over.
Mine skruetvinger
Jeg fandt noget træ, savede det ud og skulle lime et par stykker sammen. Men så kunne jeg ikke finde mine skruetvinger. Jeg ledte og ledte efter dem, men de var ikke der, hvor jeg ledte. Det var først om aftenen, at jeg opdagede, at de stadigvæk lå inde på min datters værelse. Hun havde lånt dem til et eller andet projekt, hun lavede i skolen.
Men da jeg opdagede det, havde jeg allerede købt et par nye skruetvinger. Byggemarkedet ligger kun 3 km herfra, så jeg benyttede chancen til at lufte hunden og gik derhen, og fik et par fine skruetvinger med mig hjem. Ellers handler jeg som regel værktøj hos dem online på https://www.dorchdanola.dk/
Så er det fikset
De er nu sat på de to stykker træ, som jeg har limet sammen, og det hele er klar til, at jeg kan komme videre med projektet i morgen. Jeg vil gerne have skrinet færdigt i morgen, så det kun skal males og lakeres. Så vil det være klar til fin indpakning. (Det står min kone for. Det kan mine tykke fingre ikke håndtere.) Jeg har sat skruetvingerne op på min dejlige høvlebænk, og det vil sikkert være rimeligt tørt i morgen. Jeg elsker den høvlebænk. Jeg har fået den i fødselsdagsgave af min kone for 7 år siden. Hun er fantastisk. Hver gang jeg står ved den, får hun de kærligste tanker og mange smil. Hun fortalte mig, engang, hvor mange forskellige høvlebænke hun havde set på, før hun valgte den, som hun gav mig. Det havde vist været noget af en udfordring for hende at finde den. De ligger jo ikke på hylderne i supermarkederne.
Hun havde også formået at holde det hemmeligt for mig, at det var min fødselsdagsgave. Hvordan hun gjorde det, aner jeg ikke den dag i dag. Vil faktisk helst heller ikke vide det. Det er ligesom det mysterium, der gør, at den er så dejlig, høvlebænken altså. Jeg ved godt, at min lillebror har været inde over det, da hun skulle finde et sted, hvor de sælger høvlebænke, men jeg ved virkeligt ikke, om han også har været med til at hjælpe hende med at få den købt. Faktisk kan man jo også lease værktøj – se her: https://www.toollease.dk/