For tre måneder siden gik jeg ind på nettet og søgte efter: ”Genoptræning København”. Det var nødvendigt, fordi jeg havde et ’syndrom’. Sådan kaldte min læge det. Et syndrom. Det, som jeg fejlede, var ikke andet end en almindelig tennisalbue. Ja, det er til at dø af grin af. Men jeg havde faktisk fået en ægte tennisalbue. Jeg mødes jo med nogle venner til et double‐mix hver søndag formiddag, og det lykkedes mig at forvride albuen. Helt hen i skoven. Jeg er jo en habil tennisspiller, og den slags skulle ikke ske for mig. Det skete, og så måtte jeg gå med slynge og lave små genoptræningsøvelser i månedsvis. Og jeg måtte ikke spille tennis. Og det er frygteligt.
Tennisalbuer gør ondt
Ser du, jeg er jo en ældre dame, som ikke har et stort socialt netværk, som de siger. Mit sociale liv begrænser sig til de kurser, jeg melder mig til i løbet af efteråret og vinteren, og så de sportsaktiviteter, som jeg deltager i hele året rundt. En af de aktiviteter er tennis. Jeg betaler for at være medlem i klubben. Der er et månedligt kontingent, og så er der et abonnement (årligt) på deres nyhedsbrev. Jeg betaler for begge dele.
I et af de nyhedsbreve, de sender mig, læste jeg en artikel om tennisalbuer og albuesmerter. Det er faktisk noget, som vi alle kender til. Det interessante var bare, at de fleste tennisalbuer ikke bliver skabt på tennisbanerne. De bliver skabt på arbejdet, fordi folk ikke sidder korrekt overfor deres computere. Og det er kilde til bekymring – ifølge artiklens forfatter. Det vil betyde nedgang i antallet af nye medlemmer i klubben. Forfatteren opfordrer i slutningen af artiklen til, at alle, der har en god idé til, hvordan vi kan hverve medlemmer og få dem væk fra deres angst for at få en tennisalbue til at kommentere på artiklen.
Det samme med hælsporer
Jeg overvejede at give mit besyv med. Men valgte i sidste øjeblik ikke at skrive. Jeg har ikke lyst til at komme ind i en dialog om, hvad der skete med min arm for 7 år siden. Den tid er forbi. At jeg så igen har brug for genoptræning af min arm, er en helt anden historie. Den skal jeg nok spare dig for.
Sandheden er bare, at jeg har brug for hjælp til hælsporebehandling. Jeg har oparbejdet en hælspore, fordi jeg er gået i temmelig intensiv træning. Og nu er jeg så der, hvor jeg ikke kan bevæge mig uden at få hjælp til hælsporen – og, dvs. genoptræning af musklerne i foden og underbenet.
Nok for aggressiv
Jeg må indrømme, at jeg ikke har passet på mig selv. Jeg har været aggressiv i min træning, og det er gået ud over både fod og arm. Måske skulle jeg lære at indse, at man ikke bare kan fare ud og spille tennis igen, efter en alvorlig skade? Men når passionen for en sport er der, så er tålmodigheden der ikke. Og det kan jeg virkeligt godt mærke! Min fysioterapeut her på Østerbro har lige fortalt mig, at jeg skal væbne mig med tålmodighed.