Jeg er slet ikke sikker på, hvordan du har det. Men jeg ved med mig selv, at jeg føler mig meget usikker herefter, at der bliver åbnet for flere og flere aktiviteter. Jeg føler mig ikke godt tilpas ved at gå på café eller restaurant med mine venner. Jeg er faktisk direkte bange for at gå i fitnesscenteret. Jeg har i forvejen kæmpet med at lære mig selv, at det er ok at gå i supermarkedet. Jeg ved, at man kan tage tests. Jeg ved, at jeg ikke tilhører den store risikogruppe. Alligevel er jeg bange for at vende tilbage til et liv, hvor jeg også er åben.
Hun er psykoterapeut
Min veninde fortæller mig, at hun forstår mig godt. Hun er psykoterapeut i København. Hun har en lang uddannelse bag sig og fortæller mig, at jeg bestemt ikke er den eneste i verden, der har det sådan. Mange af hende klienter fortæller hende lignende ting. Fx at de bare nægter at gå i biografen, selvom det er tilladt, og selvom der er booket billetter. Hun fortæller mig også, at ting tager tid. Hun ved mere om, hvordan vores psyke fungerer, end jeg gør. Og hun er en stor støtte for mig. Ja, faktisk så får jeg jo gratis terapi i små bidder, hver gang, jeg ringer hende op.
Har det faktisk godt
Egentlig har jeg det ikke dårligt over det. Altså at hun giver mig professionelle råd. Jeg tænker, at jeg måske burde vise hende, at hendes råd og vejledning virker. Så jeg har tænkt mig at gå ud og shoppe helt igennem snart. Jeg vil dokumentere turen med masser af billeder, så hun kan se, at jeg faktisk lytter til hendes råd. Jeg vil gå på café med en anden af mine veninder og tage billeder af halvfulde kaffekopper, servietter, der er blevet brugt til at tørre læberne af med og den slags. Er det ikke en god idé?